Moderne mennesker er i berøring med mange kunstige produkter hver eneste dag. Nogle ting er helt uskadelige, men mange af stofferne er så nye, at vi ikke kender effekterne af dem. Mange stoffer er for eksempel mistænkt for at være allergifremkaldende eller hormonforstyrrende, og andre skader vandmiljøet, når de løber ud gennem afløbet.
Derfor er det en god idé at skrue ned for de skadelige stoffer, så man undgår den såkaldte cocktaileffekt. Det er nemlig svært at vurdere, hvor tæt man er på grænseværdierne, når man bruger mange forskellige produkter i løbet af en dag og ikke mindst hvad vi omgiver os med i hjemmet.
Parfumefrie produkter
Parfumeallergi bliver mere og mere udbredt, og det er meget generende, hvis først man har fået det. Hvis man bruger skønhedsprodukter med parfume, kan man nemt udsætte huden for 5-6 forskellige typer, allerede inden man går ud af døren om morgenen. For kvinder er deodoranter den største kilde til parfumeallergi, fordi de ofte bliver brugt på den skrøbelig hud lige efter barbering.
Parfume findes i stort set alle skønhedsprodukter, og at produktet er ”naturligt”, er absolut ikke en garanti for, at produktet er parfumefrit. Duft til produktet og vær kritisk over for alle dufte – og æteriske olier, som har samme effekt som kemisk fremstillet parfume.
Hvis du vil dufte af parfume, kan du sprøjte det på dit tøj, hvor det ikke kommer i direkte berøring med huden.
Trælegetøj
Hvis du har børn, er det en god idé at investere i trælegetøj i stedet for plastik. Plastikprodukter indeholder næsten altid mistænkelige stoffer, og det er ofte her, man finder de hormonforstyrrende stoffer. Der findes mange forskellige hormonforstyrrende stoffer, men fælles for dem er, at de blandt andet kan gøre barnet sterilt senere i livet.
Hvis du køber trælegetøj, skal du dog stadig være opmærksom på, hvad det er lakeret med. Nogle typer lak er også skadelig, så gå efter de meget børnevenlige versioner.
Økologi
Økologi er ikke svaret på alt. Lige når det kommer til skadelige stoffer, er økologi dog en rigtig god rettesnor. For eksempel indeholder økologiske skønhedsprodukter ofte (men ikke altid!) færre skadelige stoffer, og økologisk tøj er produceret med mindre skadelig kemi. Når du køber ting til børn, er det også altid en god idé at gå efter de økologiske udgaver, da de ofte er den sikreste vej til sikre produkter.
Ligesom med voksne er det en god idé altid at købe økologiske hudprodukter til børn. Stofprodukter (både tøj, sengetøj og andet) bør så vidt muligt også være økologisk. Du kan dog også nedsætte risikoen en hel del ved at købe brugt, hvor de skadelige kemikalier som regel er blevet vasket ud med tiden.